Seværdigheder i lokalområdet

SEVÆRDIGHEDER I LOKALOMRÅDET:

1. Arnborg Kirke
2. Birkebæk Plantage Og Skovridergård
3. Hjortsballehøje
4. Dronning Louises Høj
5. Tjæreovnene
6. Arnborg Hedegård
7. Dalgaskanalen
8. Gravhøje Ved Nr. Greenvej
9. Hjøllund Bæk
10. Dalgasstien Og Kirkestien
11. Troldestien i Birkebæk Plantage

 


 

1. ARNBORG KIRKE

”Ved Arnborg Kirke løber en liden å ret om ved kirkegårdsdigen, som kaldes Arnborg Å og løber i Skern Å 2 stenkast fra kirken ved en gård, der kaldes Arnborg Grene (Stemmeværket/Skjernåbroerne)”.
Således skrev pastor Lauritz Nielsen Greis i 1638 i en præsteindberetning. Ved denne å ligger så den lille kullede Arnborg Kirke, det kaldes den, fordi den ikke har et tårn.
Kirken er bygget i 1100 tallet lidt efter Gjellerup og nok samtidig med Skarrild Kirke. Den er bygget i granitkvadre, som det må have været et møjsommeligt slid at få fragtet til og bygget op med.
Oprindelig var der kun kirkegård rundt om kirken, men dels blev den for lille og dels ønskede Nationalmuseet, at arealet omkring Arnborg Kirke skulle frilægges som græsplæne. Arealerne mod øst blev herefter købt af skovrider Dalgas og skænket til kirken som ny kirkegård og der er senere købt yderligere areal mod øst og bygget mandskabshus m. m. etableret mindelund med de gamle gravsten samt mulighed for plænebegravelser.
Åen har i tidligere tid gået helt ind mod skrænterne, hvor søen nu er, men de store tøbrud sled så hårdt på skrænten mod nordvest, at gravstederne og kisterne begyndte at skride ud i åen.
Åen blev derfor flyttet til dens nuværende leje. Menighedsrådet har for nogle år siden erhvervet arealet med søen og der er opstået et utroligt smukt naturområde omkring Arnborg Kirke i sammenhæng med Hjemstavnshuset.
Et område, man kan kalde Arnborg Kirkeby.
Kirken har nok i tidligere tid tilhørt Bispeembederne og efter reformationen kongen, men i 1710 blev kirken solgt på auktion til private ejere med dets tiende og gods, som da var 2 gårde i Green, 4 kirkeenge forskellige steder og 2 agre i Hammerum Mark. Gårdene blev drevet af fæstebønder, som i 1804 på en auktion købte gårdene for 300 Rigsdaler hver.
Kirkens ældste regnskabsbog fra 1584 fortæller, at kirken også ejede en ko, en flok får og 2 geder. I regnskabsbogen kan man også se, at det har været  dyrt for ejerne at vedligeholde kirken, men tiendet (indtægterne) må jo have været på højde med det. I 1738 indfører én af ejerne i et skøde, at kirken skal holdes ordentlig ved lige fremover.
1806 afgav ejerne kaldsretten til præsteembedet til kongen og ejerskabet overgik til beboerne i Arnborg Sogn, som bestod af Arnborg og Fasterholt.  Der gik dog lang tid, før alle beboere havde råd til at indløse deres andel af tiendet. I 1908 blev kirken selvejende og overgik dermed til menighedsrådet. Arnborg Kirke er et smukt eksempel på tidlig jysk kirkebyggeri og ligger i det store og hele uændret siden opførelsen i 1100 tallet. Det er utroligt, at man har magtet at bygge kirken, for befolkningstallet i sognet har ikke været højt. Ifølge folketælling i 1801 var der da 185 beboere.
Der er foretaget restaureringer i 1911, hvor kirken blev forlænget med 2 m og nogle af stenene til dette blev hentet fra Viborg Domkirke, samt i 1957.
Indendørs ses den meget gamle jernbeslåede egetræsdør mellem våbenhus og kirkerum. Korbuen hviler på 2 profilerede kragsten med indhuggede ornamenter, der er delte meninger om, hvad de forestiller. Kragstenene blev fundet i det gamle kirkegårdsdige og man kan kun gisne om, hvor de kommer fra.
Kirken har haft 2 altertavler. Den som ses i dag er fra 1608 og er udført af Ingvor Snedker. I 1865 blev altertavlen, der er tysk inspireret med de svulmende former på figurerne, taget ned, måske i forbindelse med tabet af Sønderjylland til tyskerne i 1864 og gemt på et loft og der blev opsat en mindre altertavle malet af  maler Jæger fra Viborg mellem 2 søjler, som desværre er gået tabt.
Denne tavle er blevet restaureret og hænger nu i kirken på sydvæggen.
Omkring 1940 fandt sognepræst Niels Lund den gamle altertavle og selvom Danmark da var besat af tyskerne, lå det ham meget på sinde at få alter-tavlen restaureret og sat op igen. Her fik han hjælp af digterpræsten Kaj Munk, som talte ved et møde udendørs ved præstegården i Arnborg, hvor der deltog mellem 1500 og 2000 mennesker og skænkede sit honorar til istandsættelsen af den gamle altertavle.
Altertavlen blev genindviet i 1942, hvor både Kaj Munk og Niels Lund prædikede. Når der kom så mange mennesker for at høre Kaj Munk, var det fordi han talte flammende stærkt imod den tyske besættelse og han blev senere henrettet af tyske håndlangere på Hørbylunde Bakke.
Døbefonten i granit er kirkens ældste inventar og har måske været der i alle årene. Prædikestolen er fra 1600 tallet og kirkestolene (bænkene) er fra Christian d. 4. tid. Det første orgel blev formentlig anskaffet i 1925, hvor Dalgas på Birkebæk gav et bidrag til anskaffelsen, men det har nok ikke slået til, for i protokollen nævnes det, at i 1929 ”vedtog menighedsrådet at vedligeholde P. Sandfeld Pallesen og hustrus gravsted på grund af den store gave til orgelet”. I 1957 blev det nuværende lille og bedre orgel anskaffet.
Alterkalken er fra omkring år 1700 ligesom det gamle dåbsfad.
Præstetavlen, den 7 armede lysestage på alteret og lysekronerne/lampetter er skænket af forskellige givere.
I beretning fra 1645 nævnes messehagelen i rødt fløjl med kors af guldgaloner. Det er formentlig den, der nu igen bruges i kirken.
Kirkeklokken, der er meget gammel og blev omstøbt omkring år 1700, har i tidligere tid hængt i trætårne både øst og vest for kirken, blev i 1911 anbragt i glamhullet i østgavlen i kirken og der er nu etableret automatisk ringning.
Det tyder på, at Arnborg og Skarrild kirker i 1710 blev solgt samlet til en privat ejer i Bjødstrup og at Arnborg Kirke har været anneks til Skarrild Kirke, for i Herning Folkeblad den 8. juni 1897 står der oplyst, at Arnborg Sogn i kirkelig henseende er adskilt fra Skarrild Sogn og at der udnævnes en ny præst for Arnborg og Skibbild (Fasterholt). Fasterholt har senere bygget egen kirke, men er sammen i pastorat med Arnborg.

Kilde: ”Arnborg Kirke, beretninger og billeder fra kirkens historie”
af Arne Mosgaard. Bogen kan købes i Hjemstavnshus Arnborg.
” Arnborg Kirke. En kirke midt i naturen”. Folder i våbenhuset.


 

                          2. BIRKEBÆK PLANTAGE OG BIRKEBÆK SKOVRIDERGAARD

Birkebæk er en del af plantagekomplekset omkring Hjortsballehøje, der i daglig tale bliver kaldet Birkebækkomplekset. Komplekset består af 4 forskellige plantager på i alt ca. 3.000 ha., hvoraf Birkebæk plantage er den største med ca. 1.000 ha. Plantagen ejes i dag af Hedeselskabet. De øvrige 3 plantager er Harreskov plantage på ca. 900 ha.ejes af Skovsam, Høgildgård plantage  på ca. 800 ha. og Jyndevad plantage på 300 ha. er i privat eje.
Plantagerne er anlagt på det der hedder Skovbjerg bakkeø. Det var Dalgas der påviste at den gamle antagelse af at heden var at betragte  som en ensartet sandslette, ikke var i overensstemmelse  med virkeligheden. Dalgas delte heden i flader og bakkeøer. Fladerne er dannet ved den sidste istids smeltevands afstrømning. Bakkeøerne er højtliggende ofte lerholdige og frugtbare rester af tidligere fritliggende landskab.
Kort tid efter at Hedeselskabet blev stiftet i 1866 købte Dalgas med hjælp fra kapitalstærke  investorer store arealer syd for Hjortsballehøje med tilplantning for øje. Provsthus i 1871 og hedegården Birkebæk i 1874. I 1880 blev Hedeselskabet eneejer af det der i dag hedder Birkebæk. Hedegården Birkebæk blev omdannet til skovridergård og blev således centrum for den forstlige ekspertise på egnen. Til skovridergården blev der tilknyttet en elevskole for uddannelse af plantør, der gennem Hedeselskabet kom til at forestå tilplantning af store dele af Jylland.
Skovrider Chr. Dalgas( søn af E.M.Dalgas ) blev 1910 udnævnt til kommitteret for hedeselskabet ( subdirektør) med bopæl i Birkebæk skovridergården, hvor han boede fra 1884 -1933. Det vil sige at skovridergården i Birkebæk blev et centralt samlingspunkt for hedeselskabets virke. Chr. Dalgas var tillige leder af hedeselskabets elevskole til den stoppede i 1914.
Birkebæk er som sagt anlagt på Skovbjerg bakkeø. Selvom vækstforholdene her er bedre end på selve hedefladerne, var der store vanskeligheder, specielt al og vindforhold. For at opnå en tilfredsstillende vækst måtte alen brydes, det blev gjort ved en fuldbearbejdning med en reolplov. Senere blev der brugt en dobbeltplov med en tand i midten til at bryde alen, hvilket var en billigere metode da arealet så ikke skulle fuldbearbejdes, men kun stribevis bearbejdet. Den fortrukne træart var og er til dels rødgranen, idet den er velegnet som bygningstømmer. Rødgranen blev indført til Nordsjælland af J.G.v.Langen engang i 1760érne.  
På den jyske hede havde den svært ved at etablere sig. Men da Dalgas fandt på at indblande bjergfyr  i rødgrankulturene havde det en meget positiv effekt på væksten af rødgran. Det blev således den foretrukne plante model i Birkebæk. Kun på de svageste jordtyper plantede man ren bjergfyr. Man forsøgte sig også med andre træarter som viste sig at have en fremtid i plantagen, så som ædelgran, sitkagran, lærk, skovfyr. Løvtræer blev kun i mindre omfang plantet i starten. Senere er der planet en del vintereg og bøg. Specielt som læbælter i plantagen.
Det var dyrt at plante, det krævede megen arbejdskraft og transport. For at blandt andet at mindske transportomkostningerne, anlagde man små planteskoler centralt der hvor man skulle bruge planterne. Man kan i dag se de opkastede diger omkring planteskolerne forskellige steder i Birkebæk.
Først en hel del år efter plantningen kunne der begynde at komme små indtægter i form af hegnsmaterialer og brænde af bjergfyr og rødgran. Efterhånden som plantningen voksede til kunne der udtages mere værdifulde effekter så som lægter, tømmer, træuldstræ, emballagetræ m.m. Der blev udvist en stor opfindsomhed for at finde afsætning for plantagens produkter. Blandt andet startede man en produktion af trækul og trætjære, råproduktet var bjergfyr. En rekonstruktion af tjæreovnene kan ses i Hesselvig plantage.
Ved Provsthus i Birkebæk plantage startede man en lille fabrik til udvinding af æterisk olie af bjergfyr kvas. Tilskyndelsen hertil kom oprindelig fra overlæge Arne Faber, Silkeborg Bad, der fremstillede præparater af friske fyrregrene. Nu blev en forstmand sendt på studieophold i Tyrol, og med aktiv hjælp fra en forstingeniør Böcklinger, der i sagens anledning blev ridder af Dannebrog, kom man i gang med en produktion. Af 1 ton kvas fik man 3 – 3½ kg olie, der atter kunne anvendes til fremstilling af balsam, salte og lignende. Hedeselskabet gik senere ind i et snævert samarbejde med et dansk firma, der fremstillede ”Danapin” -præparater.
Chr. Dalgas var meget interesseret i havebrug, og sammen med sin hustru fik han skabt et smukt og meget besøgt haveanlæg i Birkebæk. På grund af nattefrostens betingelser blev der ikke plantet frugttræer. Langs Birkebækken der løber syd for den nu nedrevne skovridergård, kan man i dag kun se rester af opdæmninger og vandingskanaler, der gav vand til haveanlægget.
Forholdene for skovbruget har jo gennem tiderne hele tiden forandret sig, fra at man udnyttede selv de mindste muligheder for indtægter så som tyttebærplukning til at man i dag kun skummer fløden og med mindst mulig manuel indsats. Det gælder også for Birkebæk.
Birkebæk har sammen med naboplantagerne en stor rekreativ værdi. Der er anlagt vandreture i Birkebæk plantage. Ligeledes har jagten en stor betydning rent økonomisk, ikke mindst på grund af at huse en rimelig bestand af råvildt og kronvildt.


 

                                        3. HJORTSBALLE HØJE

Hjortsballe Høje er et par store velbevarede og imponerende bronzealderhøje.
Fra højenes top var der før tilplantningen af plantagerne en fantastisk udsigt over hedeområderne mod syd. Herfra kunne man se et næsten 50 km2 stort område.

 Da Dalgas og forstråd Bang foretog deres hederejse i 1867 undersøgte de et partusinde tønder land af denne hede, og de fandt, at der kun på en lille brink fandtes et lag al under lyngen. Beliggende på den sydlige rand af Skovbjerg Bakkeø og med leret underlag mange steder var Hjortsballeheden således særdeles velegnet for tilplantning.

I et brev fra 1867 skildrer Dalgas sine indtryk fra Hjortsballe Høje. Vegetationen var lyng, tyttebær og revlingris. gult og hvidt mos og så de usædvanligt store enebærbuske, som dengang såvel som nu, gav heden en yderst særpræget karakter. Senere målte Dalgas mange af disse store enebærbuske ind på et kort, og de kom derved til at stå som mærkepæle i det store øde hedelandskab.

Når man i dag fra højenes top betragter heden nord for højene, får man et godt indtryk af det sceneri, der mødte Dalgas for snart 150 år siden. Langs med Kideris Å lå hedegårdene Høgildgård, Holt og Birkebæk, der samen med huset Provsthus og Harreskovgård længere mod vest, ejede næsten hele Hjortsballe-højeheden. Ind under skrænterne langs Kideris Å voksede der endnu resterne af ældre tiders egeskov. Men ind over heden var der store partier med åbne sandklitter eller afblæste områder, hvor overfladesandet var blæst bort og lerunderlaget tittede frem under sten eller gruslaget. På Hjortsballe Høje bestemte Dalgas sig for, at denne store hede skulle være den første større tumleplads for det nystiftede hedeselskab.

Der er næppe tvivl om, at det var disse overvældende indtryk af den store hede fra toppen af Hjortsballe Høje, der gjorde de to bronzealderhøje  til en slags ”Dybbøl Banke” for Det Danske Hedeselskab. Her fejrede man selskabets 25 og 50 års jubilæer, der begge er markeret ved mindestene. Her afviklede man møder, og hertil bragte man prominente gæster ved mange lejligheder, som f. eks. ved flere kongebesøg. Herfra kunne man skue ud over selskabets store forsøgsplantage, Birkebækkomplekset. Og sådan er det også i dag.

Et besøg i plantagerne syd for Herning må nødvendigvis omfatte et besøg på Hjortsballe Høje. Herfra er udsigten hele synsfeltet rundt som en åben billed- bog i hedens  forvandling til skov og marker, og mod nordøst ses tydeligt hustagene og skorstenene fra en hastigt voksende handels og industriby.
                                                                                                                                    Det er vigtigt her at forstå sammenhængen mellem den kæmpemæssige forvandling af de midtjyske heder i 1800- tallet og så skabelsen af de store by-koncentrationer Herning – Ikast. For 150 år siden var egnen den mest tyndt befolkede del af Jylland, i dag er den amtets tættest befolkede område.

Hedeselskabet er en væsentlig bropille i hele den proces. Dalgas`grundtanke, at Hedeselskabets virke skulle komme de små i samfundet til nytte i form af arbejde og eksistensmuligheder, kan næppe beskrives bedre end på dette sted.


     4. DRONNING LOUISES HØJ


Fredag den 31 juli 1908 besøgte kong Frederik den ottende og dronning Louise Høgildgård og Birkebæk. De kongelige gæster med følge kom med toget til den lille station Studsgård, hvor Hedeselskabets bestyrelse og funktionærer, samt de lokale sogneråd var mødt frem for at modtage majestæterne. Efter velkomsten kørte den fornemme forsamling i en kortege på 25 hestevogne til Hjortsballe Høje, hvor der var taler ved kammerherre Lüttichau, formand for Hedeselskabet, og skovrider Chr. Dalgas. I haven på Høgildgård var der rejst et stort telt, hvor man indtog frokosten. På Høgildgård så kongen desuden tjæreovnene i funktion inden følget kørte sydpå mod Birkebæk.

Ved Skallebjerg gjorde man holdt, og med vanlig tæft for PR bad Hedeselskabets formand om dronningens tilladelse til at opkalde højen efter hende, så den i fremtiden skulle hedde ”Dronning Louises Høj” til minde om dronningens besøg i plantagen. Dronningen gav sit samtykke og straks udfoldedes et sammenrullet dannebrogsflag på en til lejligheden opsat flagstang. Godsejer Pontoppidan takkede for tilladelsen og lovede samtidigt, at denne høj altid skulle få lov til at ligge urørt og lyngklædt som et minde om heden.

Godsejer Pontoppidan sagde  endvidere i sin tale, ” Vi håber at dette lille offer til hedens poesi vil glæde Jeppe Åkjær, der sørger så meget over, at Hedeselskabet ødelægger heden og forvandler den til prosaiske agre og gode nåleskove på bekostning ganske vist af poesien, og vi er dristige nok til at hævde, at vi finder, at gode agre og velbyggede gårde mellem mørke nåleskove også har deres poesi, foruden at de er nok så nyttige.”


                                           5. TJÆREOVNENE

 
I 1894 foretog Christian Dalgas, der var søn af Enrico Dalgas, en studierejse til Sverige og Finland for at studere tjærebrænding. Herhjemme var man begyndt at overveje hvordan man skulle anvende den store mængde bjergfyr, der i tidens løb var plantet på de store hedearealer. Der skulle nu gøres plads til andre træsorter, og en rentabel udnyttelse af bjergfyrren var ønskværdig. Hedeselskabet havde i høj grad brug for kapital.

Efter hjemkomsten blev der i de følgende år i Birkebæk anstillet nogle forsøg som faldt så heldigt ud, at man i 1900 begyndte at bygge små tjæreovne flere steder i plantagerne. I 1903 var der i alt 15 ovne i drift.

I dag findes kun to ovne tilbage. Disse er beliggende i Hesselvig Plantage. De var meget forfaldne, men i sidste øjeblik blev der heldigvis taget initiativ til at restaurere dem, så de nu fremstår originalt og funktionsdygtige.

Tjærefremstillingen foregik ved at man fyldte hvælvingskammeret med de tynde bjergfyr-stammer og derefter fyrede kontinuerligt i de to fyrkanaler. Kammeret blev opvarmet til temperaturer omkring 600 grader celcius, og tjæren begyndte så efter nogen tid at løbe ned i afløbsrenden i bunden af kammeret og derefter ud i fustager bag ovnen. Udover tjære gav processen  en masse trækul og som biprodukter kan nævnes træsyre, trægas og terpentin. Træsyren kunne anvendes til garvning men ellers fik disse biprodukter ikke større betydning.

Af én favn træ blev der ca. 7,5 tønder trækul og 25-30 kg bruntjære. Sammenlignet med andre tjæreproduktioner var det et godt resultat. Trækullene blev anvendt både privat til opvarmning og i industrien. Trætjæren,  der blev markedsført under navnet ”Montana Bruntjære”, blev brugt til imprægnering af jernbanesveller, fiskegarn, hegnsstolper og meget andet.

Tjære og trækulsproduktionen ophørte omkring anden verdenskrig`s ophør. Velsagtens p.g.a. konkurrence fra mere effektive produktionsmetoder og  efterhånden vel også mangel på bjergfyr.

I mange år efter krigen var de tomme tjæreovne en yndet legeplads for skovens børn. Tjæreresterne i ovnene satte sig imidlertid nogle ret tydelige spor på tøjet og hænderne, og det var ikke populært, når man kom hjem til mor. I øvrigt var ovnene også et yndet tilholdssted for de små minervaugler.


 

6. ARNBORG HEDEGÅRD

 
Arnborg Hedegård , som var beliggende umiddelbart øst for stemmeværket ved Rind Å, er en gammel hedeejendom med det for den gang sædvanlige store tilliggende af hede og engarealer.

I dag er der kun en tomt tilbage, dog markeret med gamle løvtræer. Det var en meget fattig og kun sparsomt opdyrket ejendom, da den i 1937 blev købt af Mosaisk Trossamfund  i København. Trossamfundet stiftede kort efter købet ”Opdyrkningsselskabet Arnborg Hedegård” som en pris i anledning af kong Christian`s 25 års regeringsjubilæum. Formålet var blandt andet at beskæftige unge mennesker fra byen her på gården, og lære dem praktisk landbrug. Eleverne blev indkvarteret på naboejendommen Hesselvig Enggård, der tilhørte Hedeselskabet. En af eleverne blev senere en kendt professor og skovøkonom i Norge og medvirkede ved oprettelsen af en skovskole i Afrika.

P.g.a. anden verdenskrig måtte ideen imidlertid opgives og en del af arealerne blev tilplantet. I 1972 ville Frederik den niende kunne have fejret 25 regeringsjubilæum og Mosaisk Trossamfund planlagde oprettelsen af et sklerosehjem med værdien af salget af ejendommen som startkapital. Kongen døde imidlertid inden jubilæet, så planerne blev skrinlagt, og Arnborg Hedegård overtages af Hedeselskabet. Arealerne blev herpå tilplantet, dog blev engen mellem åen og vandingskanalerne friholdt for beplantning, for at respektere de 100 år gamle naturværdier omkring vandingskanalerne som ikke længere benyttes til deres oprindelige formål men som vidner om fordums initiativ, handlekraft og samarbejde omkring løsningen af store opgaver under beskedne økonomiske forhold.


 

7.  DALGASKANALEN
( STORE SKJERNÅ KANAL)

 
I 1871 – 72 blev  ”Store Skjernå Kanal” anlagt ved hjælp af Hedeselskabet. Den 21 km lange kanal blev Danmarks største engvandingsanlæg, hvorfra omkring 1100 ha. eng kunne vandes ved overrisling. Det stort anlagte projekt havde været på tale i flere år inden projektet blev startet op. Kanalen løber umiddelbart før Rind Å`s udløb i Skjern Å vest for Arnborg og til Ahlergårde lidt øst for Borris.

Det var blandt andet et ønske om et større kreaturhold og dermed et mere driftigt
landbrug, der lå til grund for projektet. I attenhundredetallet var der på egnen få store ejendomme, typisk beliggende i nærheden af vandløb, men med store uopdyrkede hedearealer bagved. Her kunne kun holdes får, og de uplejede egndrag kunne kun give foder til få køer og heste. Det var derfor en stor gevinst, hvis man ved overrisling af engene kunne bjærge mere hø og dermed holde flere køer. Det gav mere mælk og dermed mælkeprodukter, og dertil fik man mere gødning til brug for opdyrkning af heden.

Kanalen er 11 m bred og ca. 1m dyb ved begyndelsen og 0,65 m bred og 0,45 m dyb ved slutningen. Vandføringen er 3 – 4 m3 pr. sekund. Vandet tages fra Rind Å. Et stemmeværk lige før åens udløb i Skjern Å presser vandet tilbage i ålejet og ind i kanalen nord for åen. For at opnå den store vandmængde var det nødvendigt at tilføre mere vand, og det opnåede man ved at lave et stryg ved hjælp af kampesten i Skjern Å. Det gav den fornødne opstemning, og ved at grave en kanal ovenfor stryget og over til Rind Å ovenfor stemmeværket kunne man tilføre den manglende vandmængde. Det drejede sig om ca. 2,5 m3.

Princippet i en engvandingskanal er, at man ved at give kanalen et meget mindre fald end åen, kan opnå en betydelig forskel i vandstanden i henholdsvis åen og kanalen. Ved kanalens yderste ende er vandstanden ca. 12 m over vandstanden i åen. Derved kan man i overrislingskanaler  og render lade vandet løbe ud over engene. Ved at nivellere engene ud og løfte renderne op på små forhøjninger, kunne man via opsamlingsrender lede overskudsvandet ud over lavereliggende engarealer.

Oprindelig berørte kanalanlægget omkring 80 lodsejere og 1100 ha eng. Kanalen blev finansieret af interessenterne selv med et mindre tilskud fra Det Classenske Fideikommis. Driften og vedligeholdelsen varetages af et oprettet kanalselskab, og en såkaldt skytmester overvågede vandtilførslen, der reguleres ved stemmeværket. Om vinteren bliver kanalen tømt for vand for at undgå beskadigelser af dæmningerne i hård frost. Første maj lukkes der atter vand i kanalen. Ved indløbet til kanalen er der i dag anbragt en rist, der virker som spærring for fisk. Før den tid blev mange fisk spærret inde i fordybninger i kanalens bund, når vandet blev lukket ud. Det var en yndet fornøjelse for egnens drenge at hente fisk fra disse huller, men hovedparten gik til når vandet efterhånden forsvandt. De mange vandløb som kanalen passerer underføres gennem rørlægning og tidligere dels ved aquadukter. Den sidste tilbageværende aquadukt kan endnu ses i Skarrild.

I dag er kun få der benytter vandet fra kanalen til markvanding, og det foregår nu ved brug af pumper og vandingsanlæg, men i attenhundredtallet havde engvanding lige så stor betydning  som moderne markvanding har for vor tids landmænd. Allerede omkring sekstenhundredtallet forefandtes små private engvandingsanlæg  især omkring Karup Å. Teknikken blev udbygget ved studierejser til Tyskland i 1842 på initiativ fra Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab. En af deltagerne i denne rejse var den senere så kendte engmester Feddersen, som blandt andre også lærte Enrico Dalgas om teknikken. Feddersen var senere medstifter af Hedeselskabet i 1866.

Man regner med at der i alt har været ca. 600 km engvandingskanaler i brug i Danmark og at ca. 10.000 ha er blevet overrislet. Der er nu kun et enkelt anlæg tilbage, der er i drift, og det kan ses ved Tarp mellem Skarrild og Sdr. Felding. Metoden blev udkonkurreret i første halvdel af de tyvende århundrede med fremkomsten af kunstige gødningsstoffer, adgang til mergel og hastig mekanisering af landbruget.


 

8. GRAVHØJE VED NR. GREENVEJ

 
Gravhøjene ved Nr. Greenvej, de såkaldte rundgrave, er ikke undersøgt af arkæologer og dermed ikke tidsbestemt. De angives at være fra oldtiden, det er en datering der anvendes, når der ikke er foretaget nærmere undersøgelser af højene. Oldtiden strækker sig fra ca. 13.ooo f. kr. til vikingetiden d.v.s. til ca. 1000 år e. kr. Der er registreret ca. 86.000 høje i Danmark, heraf er de 22.000 fredede.

Det antages at højene stammer fra enkeltgravskulturen ca. 2.800 f. kr. i den yngre stenalder. De lave gravhøje fra denne periode er registreret i stort antal i Midt og Vestjylland, og findes ofte samlet på et lille område. Navnet har de fået p.g.a. at gravene kun indeholder én person, modsat den forudgående del af yngre stenalder, hvor man især begravede de døde i store stendysser og jættestuer, der kunne rumme mange personer. Disse store stengrave er sjældne i Midt og Vestjylland, da denne del af landet er mere sandet og har meget få kampesten i forhold til resten af Danmark.

Gravhøjene er bygget af græstørv, og man kan forestille sig, at det har krævet mange mennesker at opføre dem. Der er stor forskel på højenes omfang og deres højde, man mener at størrelsen afhang af personens betydning. Nogle høje fra stenalderen blev genanvendt i bronzealderen.

Den ene høj er beskrevet som værende meget smuk, selv om den desværre er skadet. I det hele taget er hovedparten af vore gravhøje enten beskadiget ved udgravning fortaget af gravrøvere og andre ikke professionelle eller helt ødelagt ved overpløjning. Man kan dog stadig se sporerne af dem som lave forhøjninger eller lyse pletter.

Stenalder: år 12800 – 1800 f. kr.  
Yngre bronzealder: år 1000 – 400 f. kr.
Ældre bronzealder: år 1800 – 1000 f. kr.
Jernalder: år 500 f. kr. – 800 e. kr.


9. HJØLLUND BÆK

 
Bækken har sit udspring i Hjøllund Mose, og med et tilløb fra Hvedde Mose.Der blev i 1972 rejst fredningssag, da bækken er et af Danmarks reneste små vandløb, og er en vigtig del af Skjern Å systemet. Der blev afsagt kendelse om fredning i 1978, og endelig vedtaget 1981. Det fredede areal, mose, bæk og omliggende areal er 159 ha.

Først lidt om Hjøllund Mose, der er opdelt i mange lodder, (matr.nr.) i 1972- 33 stk. men har været opdelt i mange flere, mange havde her en lod til tørvegravning. Tørvegravningen har fundet sted langt tilbage i tiden, og op til ca. 1960. Hjøllund Mose er en tilgroningsmose, som måske er ved at udvikle sig til en slags højmose.

Selve bækken
Der har ligesom langs andre vandløb boet mennesker helt tilbage til stenalderen, og der er fundet i massevis af flintflækker og enkelte flintøkser. I nærheden af Hjøllund Bæks udløb, er der 2 små gravhøje.
For over 100 år siden blev der etableret nogle små vandingskanaler til at overrisle engen til eng hø mm, de fleste er næsten forsvundet i dag. Her i nyere tid er en stor del af engarealerne ned til bækken blevet afgræsset, det har været med til at holde pil og andre træarter nede, i dag gror det lidt mere til på grund af færre besætninger, og dermed mindre afgræsning.

 Lidt om fisk og dyreliv
I bækken findes den helt specielle bækørred og i perioder også laks, der har før i tiden været en del ål. Fra pålidelig kilde har jeg hørt, at der for nylig er kommet oddere til.
Fiskehejren ses jævnligt, og der er et væld af småfugle i buskads og krat, blandt andet isfuglen. Da der også er fredet skov i kort afstand fra bækken, er der en del rådyr og få dådyr og lidt sjældnere en kronhjort. Desuden er der fasaner, harer, ræve og grævling. Det skal også lige nævnes, at der er mange forskellige insekter, nogle imellem er ret sjældne.  Vi kan lige her nævne larver fra døgnfluer, slørvinger, net og husbyggende vårfluer, kvægmyg samt vandnetvinge.

Planter
Af planter i engen skal først nævnes flere gøgeurt- arter, nogle steder i 100 vis. Desuden kan nævnes trævlekrone og engkabbeleje, men der er mange flere. Der bliver foretaget grødeskæring i Hjøllund bæk hvert efterår, efter bestemte retningslinjer, grødeskæringen foretages af folk fra Herning Kommune.

For en del år siden blev der etableret okkeranlæg i nærheden af Store Hjøllund, da det viste sig, at der blev udskilt en del okker fra mosen. Bækken er inden sit udløb i Skjern Å rørlagt under Skjern Å Nørrekanal også kaldet Dalgaskanalen, som har sin helt egen historie. Fra bækkens udspring til udløbet er der mange kilder, som også giver en stor vandmængde.

Det skal lige fortælles, at der er stort fald på bækken, hvilket store regnmængder kan bevise. Der kendes 2 tilfælde, et fra 1948 eller 1949 med skybrud og kæmpehagl, der, ødelagde alle afgrøder, og bækken var som en flod. Allerede dagen efter var bækkens vandstand i normal højde.  Et fra 15/7 1988 hvor der blev målt 160mm. i Assing på en nat. Bækken var da over 30 m. i bredden og brølede som en flod. Knap 2 døgn efter var der igen normal vandstand.

Der har for år tilbage været en Vandmølle med tilhørende mølledam ved Harreskovvej 5, vejen mod St. Hjøllund.  Lidt historie, Niels Knudsen (Kragelund) født 1806, flyttede til Hjøllund 1838 hvor han byggede stampemølle i 1841. I flere år kørte en vogn rundt og hentede tøj til stampning.  Senere i 1860 byggede han en vandmølle, hvor kværnen malede rug, byg, boghvede og blandkorn, til gryn og mel samt foder. Møllen blev brugt helt frem til 1947.

Bækkens vand er i en periode mellem 1930 og 1950 blevet brugt til produktion af strøm, det var dog i mindre omfang, strømmen blev brugt på nogle få landbrug. 

Der er ikke direkte stier langs Hjøllund Bæk, men flere muligheder for adgang til bækken, enten hvor Skjernvej eller Hjøllundvej krydser, samt hos private lodsejere efter aftale.


       10. DALGASSTIEN OG KIRKESTIEN

 
Umiddelbart syd for broen over Rind Å mellem Gl. og Ny Arnborg starter et stisystem, der fører ud til Arnborg Kirke og Hjemstavnshuset i Arnborg Kirkeby. Den første strækning, kaldet Dalgasstien, starter ved den lille pavillon nedenfor broen. Såvel pavillonen som stien er blevet til gennem et samarbejde mellem Arnborg Borgerforening, Herning Kommune, Aktivcenter Højbo og frivillige borgere. Det hele er finansieret med tilskud fra LAG Herning.

Dalgasstien løber langs Rind Å og går derefter over en spang ind gennem Arnborg Anlæg . Vi kommer derinde forbi en mindesten over Christian og Emilie Dalgas. Christian Dalgas var søn af den navnkundige Enrico Dalgas, Hedeselskabets ophavsmand. Christian Dalgas var den første af selskabets skovridere, der havde bopæl på Birkebæk Skovridergård. Han mindes p.g.a. sit virke for plantningssagen og for sit store engagement i sognets sociale liv.

I fortsættelse af Dalgasstien syd for anlægget starter Kirkestien, der  med tanke på den kommende Nationalpark Skjern Å, blev anlagt i et samarbejde mellem Hjemstavnshus Arnborg og Herning Kommune og med tilladelse fra en positiv indstillet lodsejer.

Kirkestien følger et gammelt kørespor fra den sydøstlige del af Arnborg Sogn. Sporet har sandsynligvis været de østlige beboeres kirkevej. Det ses aftegnet på gamle kort fra 1841. Vi følger stien langs brinken ovenfor åen, der har bevaret sine naturlige slyngninger, og vi har en fantastisk udsigt udover ådalen. En stille sommeraften kan man være heldig at se isfuglen flyve langs åløbet og måske iagttage en odder, der efter mange års fravær er vendt tilbage til åsystemet omkring Arnborg. Stien slutter ved den lille rasteplads nedenfor hjemstavnshuset.

Året igennem bliver stierne meget flittigt benyttet af byens borgere, såvel unge som gamle. Det er tanken at stien engang skal videreføres ad den gamle vej til Skarrild.

 


 

 

                                11. TROLDESTENEN I BIRKEBÆK PLANTAGE

Trolde stenen ligger i Birkebæk Plantage ca. 40 meter øst for Gottenborgvej ved dennes højeste punkt nær Kampbjerg 3 km vest for Arnborg. Om den oprindeligt meget store sten fortæller sagnet, at en trold i Snejbjerg smed den mod Arnborg Kirke, men den stødte mod Kampbjerg`s side og blev liggende der. I dag liger stenen i en fordybning, sprængt i flere stykker. Tilsyneladene ødelagt ved en sprængning. Ingen lokale husker noget om denne sprængning, der nok ligger 60-70 år tilbage i tiden. En ældre dame fra Arnborg husker stenen som oprindeligt 3-4 meter stor og kuplet. Ingen andre kan fortælle noget om den, endsige dens placering.